bobler

Dette uligdelige JEG, dette den enste vinkel på tingene jeg har at betrægte og forstå
udfra. umuligt at slippe væk fra, kan ikke komme ud af denne bobbel som dannes af MIT
åndedragt, flytter rundt på små stykker inde[n] i boblen, men de falder alle sammen altid
til jorden [ned]. en så simple kraft, men den skal overvindes.
når andre bobler nærmer sig, sætter jeg stykkerne op i bestemete mønsterer og formationer
afhængig af hvilken farve den anden boble har. en sjælden gang sker det at de andre bobler
kommer så tæt på at de skubber til mine stykker og de vælter, så jeg må samle
dem op og forsøge at bygge igen. i det øjebrlik er der åbent, i det øjeblik kan
vedkommende(hvis der altså er nogle; kan ikke være sikker) kaste nogle af sine stykker ind
til mig i min bobel, og hvis jeg i min forviring over at være blevet forstyret kan
fumle mig sammen, så har jeg mulighed for at smide/liste nogle af mine stykker ind i
den anden bobel, og håbe at vedkommende kan bruge dem til noget,..
ofte går der for meget overvejelse inden jeg får kastet stykker tilbage og så kan den
anden bobel være langt væk allerede. vil så gerne finde unikke stykker til de andre bobler
men det tager tid og kan ikke nænne bare at tage det stykker der ligger lige
forand mig, for hvorfor skulle lige nøjagtig det stykke passe til
de stykker den anden har i sinbobel? det gør de jo nok ikke så jeg æeder vidre og boblerne
forsvinder som var de lavet af sæbe og inden i er der sommerfugle og når de
begynder at slå med deres vinger brister boblen og de flyver væk.

men måske er det de andre har brug for netop ikke stykker som ligner dem de har i
forvejeen, måske vilde de meget hellere have nogle helt andre stykker
som de så kan bygge med så de kan bygge nye ting med de stykke de har i forvejen