skubberne

der er noget som flyder, inde i mit hovde og i mine årrer, der er dynningerne fra i går, men det er ikke så meget det der kom fra glassene, som de processer og strømme, som kører ind og ud mellem cellerne. skrigende stilhed. et forsøg på at finde ro, men der hele tiden noget som skubber, og det vil ikke hører efter når jeg ber det lade vær, for det er ikke af en lyttende natur. dets eneste funktion og attribut er det s evne og kababilitet til at skubber; en skubber - men ikke af nogen skuffe. der er ikke forskel på dem alligvel. de gemmer sig i krogende og skubber som de kan, hvad der nu er at skubbe. skubberne er ligesom hiverne bare omvendt, men dog det samme. de er hinandens anti og midt imellem, der er verden, dig og mig og alt andet.

hvad med bagtanker, det er lidt som skubberne, men lagt fra hiverne.
bagtanker kan også være de tanker som tænker tankerne, en slags anti-meta-tanker(?)